Presse

Lars Bay-Smidt

Slå rekord til Knæk Cancer-indsamling

HTH opfordrer danskerne til at hjælpe med at slå rekord i indsamling af penge ved årets Knæk Cancer-indsamling, som skydes i gang på søndag af TV 2s regionalstationer, ’Hvem vil være millionær?’ og ’Go’ morgen Danmark’. Hver gang befolkningen sørger for, at en Knæk Cancer-stafet skifter hænder, giver HTH 15 kr. til Knæk Cancer.

”Vi kender alle mennesker, som har kræft eller måske har tabt kampen mod kræften. Det er en sygdom, som skal have al den modstand, den kan få. Derfor vil vi gerne være med til at dele håb og penge ud til den gode sag. Jeg håber meget, at danskerne vil hjælpe os med at komme af med rekordmange penge til Knæk Cancer-indsamlingen,” siger Lars Bay-Smidt, adm. direktør i HTH.

HTH er sponsor for Knæk Cancer-stafetterne (10 stafetter i form af bokse med GPS-sendere), og hver gang stafetterne bliver sendt videre til et nyt menneske – og der samtidig bliver sendt et billede af overleveringen via sms – så donerer HTH 15 kr. Billederne bliver registreret på et digitalt Danmarkskort på knækcancer.tv2.dk. Blomsterstafetterne sendes rundt i alle afkroge af landet frem til lørdag den 24. oktober, hvor beløbet offentliggøres på ’Knæk Cancer Live’ på TV 2.

Sidste år lykkedes det at indsamle 250.000 kr., da godt 3.000 danskere sendte stafetterne 8.000 km. rundt i landet.

”Det er mit håb, at danskerne vil sætte farten endnu mere op og sende stafetten videre igen og igen, så vi kan slå rekorden med mange længder,” siger Lars Bay-Smidt.

Støtter også ’Hvem vil være millionær’

HTH er også sponsor for ’Hvem vil være millionær?’ på søndag i forbindelse med Knæk Cancer-indsamlingen. Her sætter HTH penge på højkant, når kendte dyster i viden og sender præmien videre til Kræftens Bekæmpelse.

De seneste to år har HTH støttet Kræftens Bekæmpelse i den store Knæk Cancer-indsats med godt 2 mio. kr., og medarbejderne har samlet flittigt ind. I de seneste tre år har de ansatte indsamlet godt 225.000 kr. til den gode sag.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Lars Bay-Smidt, adm. direktør i HTH, tlf.: 75 24 47 77.