Presse

Worktop ID Red dot
Sound ID - reddot award 2015

Fornem designpris for innovative køkkener

Hos HTH kan interesserede gå efter musik i køkkenet eller et praktisk køkkenelement, som i én og samme løsning giver skabsplads og ekstra bordplads. Begge produkter er nemlig netop blevet hædret med den fornemme, internationale designpris Red Dot Award 2015.

Nobia, som bl.a. står bag køkkenfirmaet HTH, er netop blevet tildelt den internationale designpris Red Dot Award 2015 for to produkter: WorktopID og SoundID. Red Dot Award er blandt de mest prestigefyldte designpriser i verden. Hvert år afgør en international jury i den store designkonkurrence, hvilke produkter der fortjener en pris, fordi de er i særklasse inden for design og innovation.

”I HTH arbejder vi hver dag med innovation og nytænkning af køkkenet, så vores køkkenløsninger passer til de mange måder, som forbrugerne gerne vil bo og indrette sig på. Vores filosofi er, at det er køkkenet, der skal indrette sig efter menneskers behov og ikke omvendt,” siger Lars Bay-Smidt, adm. direktør i Nobia i Danmark.

Alt i ét

Det er de to prisvindende produkter eksempler på. WorktopID er et særligt køkkenelement, som er udviklet med tanke på de mange mindre køkkener, som er resultatet af, at flere og flere gerne vil bo i de store byer, hvor plads ofte er en mangelvare. WorktopID tjener to formål: Det er både et køkkenskab, og så giver det ekstra bordplads, når det trækkes ud – enten til at lave mad ved eller spise ved.

”Urbaniseringen stiller store krav til kompakte køkkener. Vi vil ikke undvære de funktioner, vi holder af i køkkenet, men mange af dem skal kunne ’gemmes af vejen’, når vi ikke bruger dem, for at skabe plads. Vi er derfor kommet med flere løsninger, som gør, at man kan have et helt køkken på den halve plads,” siger Lars Bay-Smidt.

Lækker lyd i køkkenet

SoundID er det andet produkt, som er hædret med en Red Dot designpris. Det er en særlig lydenhed, som er udviklet til at give et perfekt lydbillede i hele køkkenrummet, samtidig med at det er et flot designelement. Når SoundID er installeret, kan man ved hjælp af en tablet eller en smartphone få musik i køkkenet i en super lydkvalitet.

”Køkkenet er blevet et multifunktionelt rum, hvor vi laver alt fra mad til lektier og hygger os sammen med gæster. For mange er det boligens bedste og vigtigste rum, hvor vi opholder os en stor del af de vågne timer. Derfor flytter elektronikken med ind i køkkenet. Her vil vi også gerne høre musik, se tv og være på nettet,” forklarer Lars Bay-Smidt om baggrunden for at skabe SoundID.

Kontakt:
Lars Bay-Smidt, adm. direktør i Nobia i Danmark, tlf.: +45 75 24 47 77.

Fakta om Red Dot Award:
Red Dot Award 2015: Der var indsendt 4.928 designs til bedømmelse fra 56 lande.

Red Dot Prisen går tilbage til 1954.

Red Dot Award: En af de største og mest prestigefyldte produkt- og designkonkurrencer i verden.

En international jury udvælger og uddeler Red Dot Prisen til produkter, der skiller sig ud fra sammenlignelige produkter på grund af deres gode design eller innovative karakter.